Skiltet pegede mod vest igen.
Denne gang ventede den rejsende. I skumringen vendte korttegneren tilbage med en skruenøgle. Da han fik vist begge halvdele af Morrowknot-kortet, standsede han under stolpen.
»Vagtmanden ved, hvem der tegnede vejen mod nord,« sagde han.
Om morgenen havde den rejsende fundet hans butik. En kvinde ved navn Mara stod der med et violet skæl i hånden. Noget havde lagt det under hendes dør efter at have banket på vinduet ovenpå.
Vagtmanden lagde et brev på arbejdsbænken. To sammenfoldede vinger var præget i voksseglet.
Mara genkendte håndskriften fra en landmåler, hvis atlas hun havde repareret.
»Broen mod nord er færdig,« læste hun. »Quilvaren bringer bud. Lad ham vise jer det, kortet udelader.«
Kløer skrabede mod taget.
Et bevinget væsen landede i gården og dukkede sig under tørresnoren. Violette skæl fulgte hans buede hals, og deres lyse kanter fangede morgenlyset. Et lille hul under hans strube passede til skællet i Maras hånd.
»Quilvaren?« spurgte hun.
Han nikkede mod brevet.
»Jeg bar hans notater over floden, mens de byggede broen. Han venter på den anden bred.«
»Kan du føre os derhen?«
»Så langt som til hans lejr.«
De tog af sted næste morgen. Gennem Morrowknot blev den røde åre afløst af violet sten. Efter lyet førte Quilvaren dem mod nord og standsede ved ødelagte trin for at finde sikkert fodfæste.
I skumringen nåede de broen.
På den anden side af vandet hang en kedel over et slukket bål. Ved siden af stod en tom stol.
Mara kaldte landmålerens navn.
Intet svar.
Den rejsende fik øje på en seddel, der var sømmet fast til den første stolpe.
»Gå ikke over, når lygterne er tændt.«
Et lys viste sig ved siden af stolen. Så endnu et mellem klipperne, som førte væk fra vejen.
Quilvaren bredte den ene vinge ud over broen.
»Han havde ingen lygter, da jeg tog af sted.«
På den anden side af vandet skrabede stolen bagud.