Klokken ringede endnu en gang, da Mara fulgte Bridovar gennem den fjerde dør.
For foden af den nedadgående vej stod en grå hest med et klokkereb mellem tænderne. Hans manke var rød som dæmpede gløder. En jernkrave buede udad i lave bølger, og på en lille messingplade under den stod et navn: Bellmantle.
Han slap rebet og trådte ind foran dem.
Bag ham dækkede vandet vejen. Lygterne spejlede sig i det, men deres spejlbilleder hældede imod strømmen.
Mara åbnede det samlede kort. Linjen mod nord løb lige gennem oversvømmelsen.
Bellmantle skrabede den ene hov hen over stenen. Under slammet lå en anden linje, som drejede mod en smal afsats. Ved siden af havde nogen ridset landmålerens velkendte mærke.
»Kortet viser vejen,« sagde Mara. »Ikke vandet.«
Hesten greb rebet igen. Denne gang holdt han det stramt. Et sted bag væggen flyttede en modvægt sig. En række jernskodder løftedes og lod vandet strømme ned i en lavere kanal.
Klokken havde været en advarsel. Han havde ventet på, at de standsede.
Bellmantle holdt rebet trukket, mens Mara og den rejsende gik over. Bridovar fulgte efter med lygten svingende over de våde sten. Først da de nåede den modsatte afsats, slap den grå hest.
Vandet krøb tilbage over vejen bag dem.
Mara vendte sig for at takke ham. Han så mod en niche ved siden af hendes skulder.
Inde i den stod en blikæske, tør over vandlinjen. Hun løftede låget. Der var intet kort indeni, kun en foldet lap med landmålerens håndskrift.
Hvis der sidder nogen i stolen, må I ikke vende tilbage over broen.
Et sted ovenfra skrabede træ mod sten.
Bellmantle løftede sit rødmankede hoved. En anden klokke længere nede ad gangen begyndte at ringe.