Mara løftede det revne kort op mod lyset med messingnøglen i den anden hånd. På den anden side af vandet stod døren stadig en fingerbredde åben.
»Hvem har så lavet mærket?«
»Tag nøglen med,« kaldte en stemme gennem den smalle åbning.
En gløderød kam viste sig i sprækken, derefter en hvid kittel. »Cindryven. Jeg kan vise jer det.«
Neruvon holdt flanken mod kæden. Bridovar prøvede den nu stillestående bro og gik derefter over med Mara og den rejsende. Bag dem blev væsnet på afsatsen.
Cindryven åbnede først døren, da alle tre var nået frem. Indenfor stod en arbejdsbænk dækket af lerforme og messingspåner.
Mara lagde nøglen og det revne kort fra sig og bredte den gennemblødte frakke ud ved siden af. Cindryven sammenlignede det syede mærke med det omvendte på papiret.
Cindryven tog et messingsegl op af en skuffe. Dets mærke svarede til syningen. Presset ned i ler efterlod det det spejlvendte mærke fra kortet.
»Nogen har kopieret et aftryk,« sagde Cindryven og drejede papiret ved siden af leret. »Ikke landmålerens original.«
Mara vendte papiret om. »Hvorfor lægge det sammen med en nøgle?«
Cindryven holdt nøglen op mod lygten. Det sidste hak var knap nok skåret.
»Denne blev aldrig gjort færdig.«
Cindryven tog en tilsvarende nøgle fra en krog. Dens sidste hak var dybt og rent.
»Hvad åbner den?« spurgte den rejsende.
Cindryven pegede på et jernskab under bænken. En lerform var blevet knust ved siden af det. Den ene halvdel manglede.
Bridovar sænkede sin lygte. På den tilbageværende halvdel genkendte Mara messingnøglens omrids.
Før Cindryven nåede låsen, skrabede noget inde i skabet.
Cindryven lagde begge nøgler fra sig.
Håndtaget begyndte at dreje.