Quilvarens vinge lå stadig hen over broen.
Det andet lys bevægede sig mellem klipperne. Det første blev ved den tomme stol. Så skrabede stolen bagud igen.
Mara foldede brevet med vingeseglet ud. En ny linje var kommet til under landmålerens advarsel, presset ind i papiret uden blæk: Vejen er nedenunder.
Under broen fangede månelyset en smal sti, der var skåret ind i flodbredden. En sort hest stod ved indgangen med løse tøjler og en lygte fastgjort til sadlen. Sporene under hans hove fortsatte mod nord under buen.
»Bridovar,« sagde Mara. I landmålerens atlas stod navnet ved ruter, der var blevet fulgt én gang, men aldrig fundet på samme måde to gange.
Hesten løftede hovedet. En bred læderknude ved hans bringe holdt en messingskive præget med de samme to vinger som brevet.
Quilvaren sænkede vingen og pegede med en klo mod flodbredden.
De fulgte Bridovar ned.
Under buen blev lygterne til genskin uden flammer. Hvert genskin markerede en forseglet døråbning nummereret med landmålerens håndskrift. Bridovar passerede tre. Ved den fjerde slog han én gang i jorden.
Messingskiven åbnede sig langs en skjult samling. Indeni lå en smal strimmel kort. Mara lagde den til Morrowknot-halvdelene. Vejen mod nord hang endelig sammen og fortsatte derefter gennem den forseglede døråbning.
Bag dem skrabede stolen for tredje gang.
På den anden side af vandet sad nu nogen ved det slukkede bål. Skikkelsen løftede den ene hånd og pegede mod Bridovar.
Mara lagde håndfladen mod den fjerde dør. Varm luft bevægede sig gennem stenen.
Bridovar trådte frem. Døren åbnede sig netop så meget, at hans skuldre kunne passere, og afslørede en vej nedad og en række slukkede lygter.
Den første lygte tændtes.
Langt nede svarede noget ved at ringe med en klokke.