Fiktion fra Kervyras Imagined World, inspireret af Morrowknots dobbelte former og farveovergang fra rød til lilla.
Korttegneren havde streget vejen ud, ikke destinationen.
Det var det, den rejsende bemærkede, da regnen opløste blækket. Under en tyk sort streg forbandt en smal rute to mærker: ét rødt, ét violet. Ved siden af hvert stod det samme navn. Morrowknot.
Den rejsende var kommet for at finde det første mærke. At finde det to gange var en ulempe. Det røde lå en dags vandring mod øst; det violette viste sig på den anden side af en bjergryg, hvor intet pas var indtegnet. Ved vejgaflen pegede et gammelt skilt mod vest. Dets blanke bagside vendte mod den østlige vej.
Den rejsende vendte skiltet om. Dér, beskyttet mod vejret, var to svage cirkler forbundet af en streg.
Hen mod aften endte den østlige vej ved en væg af mørk sten. En rød mineralåre løb hen over den og standsede ved en sprække. Den rejsende fulgte åren og ventede at finde en lukket indgang. I stedet blev sprækken bredere og åbnede sig til en beskyttet passage, der drejede ud af syne. Der var fodspor i støvet i begge retninger.
På den anden side skiftede stenen farve til violet. Et andet skilt stod ved et lille ly. På forsiden var de samme to cirkler. Nogen havde efterladt et tørt tæppe, en vandkande og en seddel under en flad sten:
»Vejen er åben fra begge sider. Sæt venligst skiltet tilbage, hvor det kan ses.«
De to mærker tilhørte hver sin ende af den samme rute. Nogen havde ønsket, at forbindelsen blev glemt.
Om morgenen løftede den rejsende stenen for at lægge sedlen tilbage. Under den lå et halvt kort. Den revne kant passede til arket i den rejsendes oppakning. Samlet viste stykkerne en vej mod nord. Ved dens ende havde nogen i stedet for et stednavn skrevet:
»Hvis du har fundet begge mærker, så stol ikke på skiltet, der peger mod vest.«
Den rejsende gik tilbage gennem passagen og vendte tilbage til vejgaflen. Skiltet var blevet vendt igen.
Det pegede mod vest.